Kære alle
Hermed en kopi af en henvendelse fra Line i nr. 15 til Roskilde kommune samt en opfordring til at kontakte kommunen, hvis andre også oplever samme problemer med trafikken på Haraldsborgvej.
Kære Roskilde veje,
Vi bor på Strandgårdsvej, Himmelev og dermed midt mellem Frederiksborgvej og Haraldsborgvej. Siden fredag den 1. September har der været omkørsel via Haraldsborgvej pga fjernvarme-arbejde på Frederiksborgvej.
Vores børn krydser Haraldsborgvej hver morgen for at komme ad Fynsvej i skole. Her er netop blevet etableret dejlig sikker cykelsti Tusind tak for det.
Det er normalt et sted der kræver opmærksomhed. Med omkørslen er det nærmest umuligt at krydse vejen. Der er fortsat vejarbejde på selve Haraldsborgvej med nedlægning af store kantsten. Det spærrer omtrent halvdelen af vejen. Samtidig kører travle morgentrafikanter meget hurtigt rundt om hjørnet fra Fynsvej til Haraldsborgvej. Sikkert allerede forsinkede og trætte af uforudsete forsinkelser som omkørslen, som man er om morgenen.
Endnu flere cyklister end ellers kører mod Himmelev skole i disse dage fordi P-pladsen ved skolen renoveres og der er få pladser til biler.
Det er nødvendigt at hastigheden sænkes betydeligt og der etableres en sikker måde at komme over til cykelstien på Fynsvej på inden der sker en alvorlig ulykke. Børn i trafik og travle voksne med manglende overblik er bare en rigtigt dårlig kombi. Jeg ved ikke, hvad der er det bedste at gøre. Jeg har desværre ikke selv gået til trafik, men det har I, så jeg tænker I har det bedste bud på en løsning.
Det er nødvendigt at handle rigtigt hurtigt inden der sker en ulykke.
Jeg kan anbefale et besøg mellem 7.40 og kl 8 ved hjørnet ml Fynsvej, Haraldsborgvej og Strandgårdsvej.
Bedste hilsner Line
